ER JEG VIRKELIG BERETTIGET TIL HJÆLP?

Forfatter: Annika Munch Pedersen, Studerende | den 10.01.2020

– “Der er jo helt sikkert andre, der har det værre end mig. Hvordan foregår sådan en proces overhovedet? Det er sikkert et større projekt. Det kan jeg ikke lige overskue.”

Sådan har jeg tit tænkt, når min skoliosekyndige yogalærer har nævnt, at staten tilbyder forskellige former for socialpædagogisk støtte (SPS) til os med skoliose. I de første tre år af min videregående uddannelse har jeg ladet tanken passere. Nu har jeg endelig handlet på den.

Mit navn er Annika, jeg er 23 år og har skoliose. Som studerende oplever jeg, at min skoliose skaber udfordringer for mit studieliv. De mange stillesiddende timer foran computeren eller med snuden i en bog sætter sine spor, og min krop er ikke fan af det. Men som de fleste andre lever jeg i en hverdag, hvor jeg bare gerne vil være ligesom mine andre medstuderende, og det er derfor ikke altid, at jeg får lyttet til min krop.

Jeg ville bare gerne kunne være som de andre

Tanken om at medbringe en siddepude på studiet eller at optage dyrebar plads med et hæve-/sænkebord hjemme i vores i forvejen lille lejlighed har været svær for mig. Jeg vil bare gerne kunne det samme som de andre.

Jeg har nu afsluttet første led af min uddannelse og skal til at påbegynde andet led. Og jeg har endelig lyttet til min yogalærers opfordring og kontaktet min uddannelsesinstitution for at høre mere om mine muligheder for socialpædagogisk støtte. Jeg fik hurtigt en samtale med en SPS-vejleder på min uddannelsesinstitution og var ærligt talt lidt nervøs forud for samtalen. Ville hun mon synes, at jeg var pivet? Skulle jeg nu til at forsvare mine smerter?

Erfaringer med at blive mødt af skeptiske blikke og kommentarer pga. usynligheden ved min funktionsnedsættelse betød, at jeg frygtede at skulle retfærdiggøre min forespørgsel om hjælp.

Mine bekymringer blev gjort til skamme

– da jeg blev mødt af den sødeste og mest forstående SPS-vejleder.

Hun rummede mig fuldstændig, og det var en kæmpe befrielse at snakke med én, der var så lyttende og hjælpsom. Selv havde jeg forventet at skulle i gang med at fyre den helt store salgstale og de gode argumenter af, og jeg gik ind til samtalen med et spinkelt håb om måske at få bevilget et enkelt hjælpemiddel til mit studie.

Derfor blev jeg blæst fuldkommen bagover af overvældelse, da hun foreslog det ene hjælpemiddel efter det andet, indtil jeg til sidst sad mundlam og på randen til tårer af ren taknemmelighed. Hun endte med at ansøge om et hæve-/sænkebord, en ergonomisk stol, ekstern tastatur og mus, et book seat, en siddepude, en aflastningsmåtte og en laptopholder. Derefter handlede det bare om at vente et par uger på, at ansøgningen blev behandlet. Det er den blevet nu, og til min store lettelse er alle hjælpemidlerne blevet godkendt og bliver nu løbende leveret til mit hjem. Jeg kan med glæde i sindet sige, at jeg i år ser frem til at genoptage studiet efter sommerferien.

Og jeg er helt ind i knoglerne taknemmelig for at leve i et samfund, hvor hjælpen er nær, og vi bliver passet på. Vi skal bare turde række ud og bede om hjælpen. Gid jeg havde gjort det noget før. Men vi lærer hele tiden.

Denne proces har lært mig noget om at turde række ud efter hjælp. Jeg skal ikke undskylde og forsvare mine smerter. Jeg behøver ikke forsøge at skjule, at jeg på nogle punkter ikke er som de andre på mit studie. Det er ikke et svaghedstegn at bede om hjælp. Det er et tegn på selvomsorg at tage ansvar for sig selv og sin skoliose.

Sidder du med tanker om, hvorvidt der er hjælp at hente, så vil jeg på alle måder anbefale dig at undersøge det. Jeg er sikker på, at du kan blive meget klogere. Det blev jeg.”