SKOLIOSE BLOG'EN

- Vi sætter fokus på faglige, personlige og videnskabelige artikler om skoliose.

OM AT TURDE RÆKKE UD

Forfatter: Annika Munch Pedersen, Studerende | den 10.01.2020

Jeg mærkede mobilen vibrere i min bukselomme, masede hånden derned, vristede mobilen op og så min chefs navn danse hen over skærmen. Jeg holdt vejret og stirrede på skærmen. Var jeg klar til det her? Hvad skulle jeg sige? Hvordan ville hun reagere? Jeg bed mig i læben og sank en ekstra gang. Prøvede at køre den kommende telefonsamtale igennem i mit hoved men var godt klar over, at det var en umulig opgave.

Mobilen vibrerede utålmodigt i min håndflade, som på få sekunder føltes helt svedig. Og så vibrerede den ikke mere. Jeg var for langsom. Pis. Jeg vidste, at jeg var nødt til at ringe tilbage hurtigt for ikke at begynde at overtænke. For fanden, jeg havde jo også selv bedt hende om at ringe. Men nu stod jeg her midt på gaden og følte mig slet ikke klar. Jo. Kom så. Jeg ville ikke blive mere klar af at trække tiden ud. Jeg måtte springe ud i det, få det ud af mit system. Så. Nu. Jeg swipede det ubesvarede opkald til højre og førte mobilen op til øret. Trak vejret dybt og hørte en rumsteren i den anden ende.

“Det er Charlotte”

“Hej Charlotte, det er mig, sorry, jeg nåede ikke lige at tage den!”

Med løg på. Min stemme bævrede, da jeg forsigtigt og halvkluntet begyndte at forklare, hvorfor jeg ønskede at tale med hende. De første mange sætninger spyttede jeg nærmest ud, jeg snublede over ordene, og nervøsiteten i min stemme var ikke til at skjule. Men stille og roligt og ord for ord fik jeg talt mig varm. Og som samtalen skred frem, bredte roen sig i min krop. For hun lyttede. Og hun forstod.

 

Annika fortæller: “Det var jo slet ikke så svært, hvor er jeg latterligt, at jeg har brugt så meget energi på at bekymre mig.”

 

JEG ER GLAD FOR MIT STUDIEJOB, men..

eller det vil sige…  en del af mig er glad for at have et studiejob.

 

For et halvt år siden startede jeg nyt studiejob. Et studiejob med lange vagter fra 8:00-16:00. Kontorarbejde. Jeg er glad for at være der, og jeg er i det hele taget glad for at have et studiejob ved siden af min uddannelse. Eller det vil sige… en del af mig er glad for at have et studiejob. Det er rart at tjene mine egne penge, få noget erhvervserfaring og føle mig som en velfungerende studerende på lige fod med mine kammerater.

Men inden i mig er historien lidt en anden. Inden i mig befinder der sig en knapt så velfungerende studerende. Denne studerende er i virkeligheden belastet nok af et fuldtidsstudie uden også at skulle varetage et arbejde ved siden af. Min krop er udfordret af de lange vagter. Det statiske arbejde. Mere udfordret end jeg bryder mig om at indrømme.

 

Hvis først jeg indrømmer det, så brister forestillingen om mig selv!

For hvis først jeg indrømmer det, så brister forestillingen om mig selv som den type studerende, jeg gerne vil være. Hende der med lethed kan klare hverdagens gøremål på samme måde som sine kammerater. Så passer jeg ikke længere inden for samfundets normer. Inden for rammerne af mit eget selvbillede. Og det er svært at acceptere. Så i et halvt år har jeg nu ladet som om, at mine smerter ikke var berettigede. Måske endda ikke ægte. At det hele nok skulle blive bedre. Jeg har forsøgt at give jobbet en chance og prøvet at se igennem fingre med det.

Men jeg er nødt til at erkende over for mig selv og over for mine kollegaer, at jeg ikke får passet ordentligt på mig selv, når jeg er på arbejde. Og det påvirker resten af min hverdag. Når mine smerter forværres på en lang arbejdsdag, tager jeg det med ind i alle de andre ting, jeg laver i hverdagen. Og så får min krop aldrig den ro, den har brug for. Hver gang jeg begynder at komme ovenpå efter en vagt, starter en ny uge med nye vagter. Og så kan jeg starte forfra. På arbejdet vil jeg gerne være stærk, være den bedste version af mig selv, klare mig godt, arbejde effektivt, ikke vise at jeg har ondt. Og så glemmer jeg at lytte til mig selv og min krop. Fordi jeg bestræber mig på at være god til det, jeg laver. Det er ære, pligtfølelse og frygt for afvisning. Bekymring for hvad andre mennesker tænker. Men lige meget hvor svært jeg har ved det, er jeg nødt til at indse, at jeg skal tage mit helbred alvorligt og acceptere, at jeg har dét færre ressourcer at trække på. Og så må jeg arbejde ud fra det, jeg har at gøre godt med.

Min kontrakt er på 12 timer ugentligt. I dag talte jeg med min chef og foreslog hende 8 timer. 8 timer fordelt på 2 x 4 timer, så min krop ikke når til det punkt, hvor den presses til et maksimum, og jeg må lægge mig fladt de efterfølgende dage. Hun accepterede det. Og ikke bare accepterede det – hun var GLAD for, at jeg tog fat i hende. I dag fjernede der sig en sten fra mine skuldre. I dag søgte jeg hjælp, og jeg fik den. I dag fik jeg endnu et skub i den rigtige retning mod at lære at respektere min krops begrænsninger. Og det var en kæmpe sejr.

“Det er godt, du, tak fordi du ringede. Supergodt at du rækker ud. Vi tales ved og god weekend.”

– “Tusind tak, jeg er meget lettet, i lige måde og hej hej.”

Jeg fjernede mobilen fra øret og lagde på. Dyb indånding. Jeg lukkede øjnene og mærkede mine skuldre sænke sig på udåndingen. Strakte nakken et par sekunder til hver side for at løsne op i de spændinger, jeg pludselig blev bevidst om, at jeg havde. Jeg åbnede øjnene og brugte et par sekunder på at observere den verden, der fandt sted omkring mig. Langsomt bevægede jeg mig ud af den lille boble, jeg havde været så intenst fastlåst i de sidste par minutter. Mit blik vandrede ud over gaden, bilerne, menneskerne, og jeg følte mig pludselig som en del af den virkelige verden igen, nu hvor der var ro på mine tanker. Jeg mærkede et forsigtigt smil forplante sig på mine læber, mens jeg stoppede mobilen ned i lommen igen og på den måde symbolsk markerede afslutningen på de mange bekymringer, jeg havde haft om denne samtale.

 

Det var jo slet ikke så svært at række ud

Lettelsen bredte sig. Jeg nåede lige at tænke: “Det var jo slet ikke så svært, hvor er jeg latterligt, at jeg har brugt så meget energi på at bekymre mig om det” men stoppede så op. Nej tak til sådan en tanke der hverken er opløftende, selvkærlig eller konstruktiv. 

 

Jo, det var svært at tage den samtale. Det skal jeg anerkende mig selv for. Det var svært at vise sårbarhed, indrømme mine begrænsninger og række ud efter hjælp. Men det var det hele værd, da først jeg blev mødt med forståelse og empati. Jeg slog en mental streg over tanken og rettede fokus mod en ny:

“Jeg er sgu sej, at jeg tog snakken, det var et vigtigt skridt i min rejse, hvor jeg øver mig i at tage ansvar for mit liv.” Ja tak. Det var bedre. Skulderklap og self highfive.”