TANKER OM BEVIDSTHED

Forfatter: Annika Munch Pedersen, Studerende | den 22.05.2021

Endnu en følelsesladet time med Birgitte. Jeg har været presset på det seneste, og hun har også godt kunnet mærke det. Jeg har ellers haft en lang og god periode med fokus på min krops velvære. Men på det seneste er livets travlhed kommet i vejen, og det er hårdt for både krop og sind. Jeg bliver stille og lukker mig inde i mig selv, bade i min kontakt med Birgitte og også til undervisningen sammen med yogaholdet.

Det er en coping-strategi i de pressede perioder. Eksamensperiode, lidt for meget arbejde, lidt for lidt tid til at passe på mig selv. Eller rettere… tiden er jo en konstant og urokkelig størrelse. Det er det, jeg vælger at fylde tiden ud med, der volder mig problemer. Det er sammensætningen af en række valg, der er mere eller mindre gode for min krop. Og på det seneste har jeg prioriteret de valg, der er mindre gode for min krop. Jeg ved det godt. Det er derfor jeg bliver stille. Fordi jeg vender blikket indad, fordi jeg hverken er stolt af eller tilfreds med de valg, jeg træffer og de elementer i mit liv, jeg prioriterer.

Jeg kan ikke lukke øjnene for de konsekvenser, jeg udsætter min krop for

– Jeg ved det godt. Jeg er blevet klogere.

Jeg må konstatere, at jeg ikke kan lukke øjnene for de konsekvenser, jeg udsætter min krop for. Ikke længere. Forgæves og dels ubevidst har jeg forsøgt at lukke øjnene for det. Lukke af, lukke alt ude, lukke mig selv inde. Jeg har gemt mig væk. Sagt til mig selv at jeg jo bare lige skal igennem denne her periode, og ja, den er da lidt hård, men det bliver jo bedre på den anden side, og SÅ kan jeg passe på mig selv. Alt imens jeg bruger tiden på at køre på pumperne og bilde mig selv ind, at det er okay, tager min krop konsekvenserne, og alt, hvad jeg har opbygget af gode ting for min krop, bliver langsomt pillet ned. Dag for dag, for hver gang jeg ignorerer min krops signaler.

Min krop skriger stop, og jeg hører den. Men jeg reagerer ikke. Før i tiden vidste jeg ikke, hvordan jeg kunne reagere på det, hjælpe min krop, stoppe den onde spiral. Det ved jeg nu. Jeg er blevet klogere. Mere bevidst. Og det er næsten endnu hårdere end at være uvidende.

For selvom det er enormt givende, øjenåbnende og rart at blive mere og mere reflekteret, mere og mere bevidst om de konsekvenser, jeg udsætter min krop for i pressede perioder, så er det samtidig vildt hårdt at have den bevidsthed. Jeg kan se mig selv udefra, forholde mig kritisk til mine egne handlingsmønstre og stille spørgsmålstegn ved mine valg. Før i tiden kørte jeg hovedløst derudaf, kunne retfærdiggøre min manglende ansvarstagen med uvidenhed. Nu kan jeg se mine egne fejl, når jeg kommer ud på et sidespor.

JEG VED DET GODT, NÅR JEG IKKE ER GOD VED MIN KROP

– Jeg ved godt, at jeg tager 10 skridt tilbage.

Jeg ved godt, at jeg har et valg. Jeg ved godt, at mine valg har konsekvenser. Jeg ved godt, at jeg er den eneste, der kan gøre noget ved det. Jeg ved godt, at det er mit eget ansvar, og jeg ved godt, hvad min krop har brug for. Det er nu, jeg skal bruge de redskaber, jeg har lært. Så når jeg ikke kan det, lægger bevidstheden sig over mig som en tung kappe af dårlig samvittighed.

Det er hårdt at være bevidst om, at jeg behandler min krop skidt og så samtidig gøre det alligevel. Jeg hører et indre ur, der tikker, og for hvert minut, der går, bliver flere og flere af de mursten, jeg har bygget op, revet ned. For hver mursten, der falder, vil det tage længere tid for mig at genopbygge. For hver mursten, der falder, mærker jeg et slag oven i hovedet med samvittighedens hammer. Hammeren falder ved hvert et valg, jeg tager, som nedbryder mig. Jeg ved, at hammeren er der for at advare mig. Den tager form som en selvkritik, en selvbebrejdelse, når jeg presser min krop. “Nu gjorde du det igen, hvor er det dumt, du burde vide bedre”.

Jeg øver mig i at transformere hammerens hårde slag til nærmere at komme til udtryk som et lille kærligt prik på skulderen, der bare er til for at minde mig om, at jeg skal huske at mærke efter. Være nysgerrig på mine valg frem for at bebrejde mig selv dem. På den måde kan jeg bruge mine erfaringer konstruktivt, tage dem med mig og lære af dem. Alle de gange, jeg træder forkert, er et skridt på vejen i min læringsproces. Vejen er ikke lineær, den går frem og tilbage og sommetider i ring.

Jeg er taknemmelig for at have fået en højere bevidsthed

Hvis jeg var de hårde bump på vejen foruden, ville jeg ikke lære at navigere uden om dem. Jeg er taknemmelig for at have nået et højere bevidsthedsniveau. Det gør mig stærkere, mere reflekteret og i stand til at tage ansvar. Og ja, det har en bagside, idet jeg mærker, at bevidsthed er hårdt, men alt andet lige må bevidstheden være nummer 1. Hovedløst er aldrig helt godt.”