TANKER OM EN SKÆV RYG, Der ikke bare er en skæv ryg

Forfatter: Annika Munch Pedersen, Studerende | den 28.04.2021

– Skoliose. En skæv ryg. Men ikke bare en skæv ryg. Det mærker jeg.

En skæv ryg skævvrider også andre dele af mig og mine forestillinger om mig selv. Det er en package deal af tanker, smerter, følelser og frustrationer. Rigtig, rigtig mange frustrationer. Når de bliver for altomsluttende, er det svært at se sig ud af dem. De fylder alt. Heldigvis er jeg blevet skarpere til at håndtere dem, når de invaliderer mig.

Så starter jeg fra bunden og prøver at få styr på mine tanker. Én efter én indtil jeg kan sætte dem sammen og skabe mening. Bruge dem konstruktivt i stedet for at lade dem rode forvirret rundt og tage magt over mig. Jeg prøver at være nysgerrig. Hvor stammer min frustration fra? En følelse af fortvivlelse og utilstrækkelighed. Som med alt andet i livet er vi blevet foræret forskellige vilkår. Det er der i sig selv intet hokus pokus i, det er nu engang sådan livet er.

Kunsten for mig er at finde ud af, hvad jeg stiller op med de vilkår, så de ikke skal definere mig. Jeg vil definere mig. Jeg har fået foræret et glas med ressourcer til at håndtere mine vilkår, og jeg kan ikke lukke øjnene for, at min skoliose har udstyret mig med et mindre glas, end jeg måske selv havde valgt, hvis det var op til mig selv at vælge og vrage. Sådan er det. Vi har skoliose. Vi stod ikke forrest i køen, da der blev delt rygge ud. Så stod vi til gengæld forrest i så mange andre køer. Vi har smerter, vi har begrænsninger, vi har færre ressourcer end mange af de mennesker, vi omgiver os med. Vi har fået foræret et mindre glas end de andre. Men vores ydre omstændigheder er ikke meget forskellige fra de andres. Så vi forsøger forgæves at proppe lige så mange ting ned i vores glas, som vi ser de andre gøre. Vi maser og skubber for at få tingene til at være der. Vi ser gang på gang vores glas flyde over. Vælte. Vi tror blindt og desperat på, at hvis vi propper glasset, kan det måske på magisk vis udvide sig og rumme mere. For vi ser jo de andres glas, som godt kan.

Vores glas vælter og flyder over

– Vores glas bliver ikke større, uanset hvor meget vi fylder i det. Det flyder bare over. Det vælter.

Hver gang vores glas flyder over og vælter, bliver det byttet ud med et lidt mindre glas. Så har vi endnu færre ressourcer til rådighed. Men vi opdager ikke, at vores glas er blevet en lille smule mindre for hver gang, og vi fortsætter med at tro, at vi kan få alle tingene til at være der. Først efter lang tid bliver vi opmærksomme på, at vores glas er blevet mindre. Betydeligt mindre.

Det er ikke sket ud af det blå. Det er sket langsomt og over tid. Glas efter glas er flydt over, væltet, byttet ud. Og så står vi tilbage. Frustrerede. Oprørte. Vrede. Fortvivlede. Vi overvejer, hvordan vi er kommet hertil, og hvordan vi skal komme videre herfra med vores lille, skrøbelige glas. Vi indser, at vi er nødt til at passe bedst muligt på det glas, vi har. For vi har ikke råd til at fortsætte sådan her.

HVAD SIGER MIN KROP?

En travl hverdag. En hverdag med tusind projekter, tusind formål, tusind skal-ting. Oftest føles de ikke som skal-ting, fordi jeg ikke stopper op og mærker efter, hvorfor jeg gør dem. Jeg gør dem bare. Jeg hører en svag stemme bagerst i mit hoved, og den er næsten helt utydelig, for den overdøves af hverdagslarm og mine tusind skal-ting: “Hvad siger din krop? Har den overhovedet noget at skulle have sagt? Eller lader du dine ydre omstændigheder diktere, hvad den skal udsættes for? Er der harmoni mellem de ting, du gør, og hvad din krop fortæller dig, at den har brug for?”

Jeg står mundlam tilbage, tom i blikket, mumler så noget med, at jeg jo gør, hvad jeg kan, og det går jo også fint nok, og jeg er jo vant til det. Jeg kan godt selv høre, at det ikke er et svar. Det er udenomssnak. Jeg har svært ved at svare på, hvad min krop fortæller mig, for det er svært at høre, hvad den siger. Svært at mærke efter. Fordi jeg i min hverdagstravlhed kører på autopilot og har en indgroet idé om, hvordan jeg gerne vil leve mit liv.

Så nu forsøger jeg at stoppe op, gennemgå en helt almindelig dag i mit hoved og registrere de tanker, som jeg normalt ikke hæfter mig ved. Det er skræmmende at opdage, at de tanker, som jeg baserer mine valg på hver dag, er tanker, som jeg ikke ægte forholder mig til. De kommer ikke indefra. De er ikke baseret på aktiv refleksion og stillingtagen.

Problemet er, at de er forklædt som aktiv refleksion og stillingtagen. Og derfor er de snu. De sniger sig ind og styrer mig. Og de kan se ud på mange måder. Men de er altid forklædt som et vil. “Jeg vil gerne løbe ekstra stærkt for at hjælpe en kollega. Jeg vil gerne gøre rent, inden vi får gæster. Jeg vil gerne sidde en time ekstra for at læse færdig til undervisning på uni i morgen.” Vil? Ja, jeg siger til mig selv, at jeg vil. Men jeg er ikke så sikker. Måske er vil et falsk narrativ, jeg fortæller mig selv.

I virkeligheden er det måske mere en følelse af skal. Fordi jeg ikke for alvor stiller spørgsmålstegn ved mine valg og ikke siger fra over for de ting i mit liv, der dræner mig. Jeg glemmer at mærke efter. Vi har så mange gode grunde til at leve, som vi gør. Beskæftigelse, økonomi, travlhed, forventninger, praktiske gøremål, forestillinger om os selv. Følelser af skal.

Vi siger til os selv, at vi er underlagt nogle vilkår, som vi må lære at acceptere og leve efter. Men vi ved egentlig ikke helt, hvad det betyder. For vi har stadig ikke taget ejerskab. Vi fortsætter stadig hovedløst med at presse vores kroppe. Fordi vi er vævet ind i en verden af skal-ting. Vi overser og ignorerer vores kroppes signaler. Ikke fordi vi mener vores kroppe ondt, men fordi vi ikke kan se andre muligheder. Vi lukker øjnene for det. Ubevidst. Og hvem kan bebrejde os? Vi har jo ikke lært andet. Vi er så øvede i udholdenhed, at vi ikke opfatter det som udholdenhed. Det er bare normalen. Hverdagen. Livet.

Vi har ikke lært at lytte til vores krop

Der er ikke noget at sige til, at vores glas flyder over, og at vi bliver frustrerede, når det sker. For vi har ikke lært at lytte til vores kroppe, og vi har ikke lært at stoppe med at proppe ting i glasset, når der ikke er mere plads. Indtil den dag det går op for os. Vi indser, at vi har brugt alt for lang tid på at forsøge at følge med, mens vores kroppe langsomt tager konsekvenserne.

Hvornår indser vi, at der ikke er plads? At vores glas kun bliver mindre og mindre? Hvis vi fylder det med ting, der ikke nærer os, er der ikke plads til det, der gør. Hvad hvis vi indser, at vi selv kan bestemme, hvad og hvor meget vi fylder i glasset? At vi selv kan tage styringen, så vores glas ikke flyder over? Hvad hvis vi passer på det glas, vi har? Hvad hvis vi overvejer, hvilke ting i vores liv vi kan skrue på, så det passer til mængden af ressourcer, vi har til rådighed? Måske finder vi ud af, at det slet ikke er så slemt at have færre ting i glasset. Måske vi så kan fokusere på det, vi har, frem for det, som andre har. Hvad hvis vi begynder at se muligheder frem for begrænsninger?

DET ER ABSTRAKT OG SVÆRT

– For det er en helt ny måde at tænke på.

Men jeg tror på, at tanke fører til handling, og jeg tror på, at det er umagen værd, hvis jeg kan ændre min tankegang. Jeg vil ikke holde ud, jeg vil nyde. Jeg vil ikke vælte rundt, jeg vil sætte tempoet ned. Jeg vil give mig tid. Jeg vil være til stede uden at føle, at jeg altid presser mig selv – så jeg ikke skal blive frustreret, når jeg gang på gang hjælpeløst iagttager mit glas vælte. Jeg vil ikke føle, at jeg sakker bagud, hver gang jeg ikke kan proppe de samme ting ned i mit glas som de andre.

Jeg vil vælge mit helbred til

Jeg vil fylde mit glas med kærlighed, selvomsorg og ro. Jeg vil have mod til at være i min egen kerne og rette fokus mod mine indre værdier. Jeg vil revurdere, hvilke ting jeg gør for min egen skyld, og hvilke jeg gør for andres. Revurdere hvor i mit liv jeg selv kan være til stede i de ting, jeg gør, og hvor jeg i virkeligheden bare gerne vil leve op til en skal-følelse.

Jeg vil nå til den erkendelse, at det er modigt at sige fra, række ud og have mig selv med. Gøre få ting godt frem for en masse ting utilstrækkeligt. Og måske handler denne slags mod ikke om at være i konstant acceleration. Nej-tak-sig-fra-stå-fast-tag-ansvar-gå-glip-beslutninger kræver mod.

Hvis jeg fylder færre ting i mit glas, vil jeg måske opdage, at jeg kan finde ro og mening i de ting, jeg vælger at putte i mit glas. For det er mit glas. Det er mig, der bestemmer. Det er okay at sidde over, det er okay at række ud, det er okay at trække vejret, det er okay at sige fra. Modigt. Jo mere jeg lader være at panikke over, om jeg kan følge med, desto bedre får jeg det måske med dér, hvor jeg er lige nu.

Jeg vil ikke se fravalg som en svaghed. Jeg vil se fravalg som et tilvalg.”